Generalkonsul Peter Mathias Wessel (27 september 1851 - 8 februar
1921) kom hjem til Svendborg 1892 fra et årelangt ophold
i Chile, hvor han havde oparbejded en formue i bankverdenen.
P.M. Wessel ønskede at gøre noget for sin fødeby
og bad J.F. Willumsen om at give et udkast til et springvand
til byen. Det var nærliggende at kontakte Willumsen, da
Edith Wessel var gift med ham. Willumsen gik til opgaven med
stor omhu. Han læste byens historie og hæftede sig
ved, at byens navn var opstået ved handel med svin - swineburg.
Ideen om at bruge dette som inspiration faldt ikke i god jord
hos byrådet.
Willumsen arbejdede fra januar 1916 i stedet
med tanken om en havfruefontæne. Udkastet blev heller
ikke godtaget, for man mente at kvindefigurerne var for anstødelige.
Projektet strandede derpå.
P.M.wessel skænkede istedet 25.000 kr. til etablering
af en monumental trappe (arkitekt Andreas Jensen), der skulle
forbinde det levende handelsliv på torvet i Svendborg
med den kirken lige ovenfor. Da opgaven var løst, viste
det sig, at der var penge tilovers. Omkring et tiår efter
trappens opførelse lød summen på 13.500
kr. De blev senere sat i Hansen Jacobsens fontæne.
19 november 1928 fremsatte cand. pharm. Richard Sand til Svendborg
byråd et forslag om at rejse en fontæne af Niels
Hansen Jacobsen på torvet. Et af Svendborgs byrådsudvalg
havde året forinden været på besøg
hos billedhuggeren i Vejen. Ved en forespørgsel havde
Hansen Jocobsens første udspil været tanker om
en fontæne baseret på fortællingen om Fenja
og Menja ved grottekværnen. Da svendborg er en havneby,
ønskede man dog en havfruefontæne.
Efter talrige forhindringer, særlig af teknisk art i
forbindelse med vandtilførslen, kunne man den 19 november
1929 indvie havfruespringvandet, som er støbt i bronze.
Ifølge Svendborg Amtstidende fra dengang fremgår
det, at springvandskummen var udformet i samarbejde med den
lokale arkitekt Fritz Jørgensen (udførte i svendborg
bla. boligkomplekserne Munkegården, voldgården og
rådhuset).
På Vejen Kunstmuseum rummes størstedelen af Niels
Hansen Jacobsens produktion.
Springvandet har siden lidt en krank skæbne. Værket
har måttet vige sin oprindelige plads for at give bilisterne
mullighed for at parkere centralt på byens torv. Springvandet
findes i dag i en groft skamferet form i Mølledammen.